Pas på sammenligninger

dec 28, 2020

Tænk, hvis vi stoppede med at sammenligne os selv med andre! Hvilken befrielse det kunne være. For jeg mener det, helt ærligt: sammenligning er roden til alt ondt! Måske ikke ligefrem ’alt’, men I hvert fald til meget ondt.

Kommer du til det – altså at sammenligne dig selv med andre?

Ja. Det gør du. For det gør alle. Men det gør det ikke bedre at alle sammenligner og spejler sig i andres succes, for så er vi bare flere, der kommer til at døje med dårligt humør, manglende velvære, tristhed og i værste tilfælde depressive tanker og angst. For det er sådan, det er. Og alle vi, der har sammenlignet os med andre, kender til det.

Sammenligninger fjerner ikke bare din glæde. De kan næsten lamme dig mentalt, gøre dig usikker, skabe tvivl hos dig om dine mål og påvirke dit selvværd – desværre ikke i positiv retning.

Du kender følelsen, ikk? Der, hvor du scroller Instagram igennem – eller facebook, måske folks job-updates på LinkedIn. Du nyder at læse nogle opslag, smiler af andre; glæder dig på nogens vegne, hygger dig. Pludselig falder du over et billede, der får smilet til at forsvinde, rynkerne i panden til at blive helt dybe, øjnene til at knibe sammen bag brillerne. Så dukker de negative tanker op, du bliver trist – eller måske misundelig. Inden du ser dig om kører den indre dialog med en ordentlig omgang nedsættende tale til dig selv om, at dét der, hun har præsteret, det kan du ikke finde ud af – du er ikke lige så god som hende (eller veluddannet nok, dygtig nok, slank nok, sej nok…).

Du er godt i gang med at slå dig selv i hovedet på en måde, du aldrig ville udsætte din nærmeste ven for – mens du fuldstændig glemmer alle de fantastiske ting, du selv står for.

Man kommer bare så let til at føle sig forkert eller uinteressant, hvis man hele tiden ser andre menneskers store huse, skønne rejseoplevelser (jaja – når der ikke er corona), velfungerende og smukke familier, deres store vennekreds. Vi ved godt, det ikke er det reelle virkelighedsbillede – men alligevel bliver vi påvirkede. Det er, som om vi glemmer, at vi kun ser brudstykker af folks liv. I stedet for at nyde deres opslag og lade dem inspirere os, kommer vi til at tro, at vores liv er kedelige sammenlignet med deres. Vi kommer pludselig til at tro, at de lever i den glansbilledverden, deres opslag viser og ser vores egne liv blegne i sammenligning (!). Lidt ærgerligt, for meget af tiden er det bare skøøønt at følge med, nyde alt det smukke og lade sig inspirere.

Hvad handler det om?

Om vores ego. Kort og godt. Sammenligninger er noget, egoet har gang i. For det er den del af os, der er optaget af, hvordan vi tager os ud. Dit ego er optaget af sig selv, det har brug for anerkendelse og at være bedre end andre. Men det er også menneskeligt og opgaven er ikke med al magt at bekæmpe egoet, for det gør sit bedste for at tage vare på dig. Du må bare ikke lade det styre dig til noget, der ikke gør noget godt for dig.

Men hvis vi alle sammenligner og det ligger til vores natur., så må vi vel bare give op – det er et vilkår.

What to do, then?

Her er input til dig du kan bruge i din kamp mod fristelsen til at sammenligne:

På SoMe:

Skal du så helt lade være med at gå på de sociale medier? Ja måske, i perioder, hvor du bliver mest negativt påvirket, kan det være en rigtig god idé.

Det handler om, om du kan finde ud af at kigge på opslagene uden at sammenligne dig selv med dem. Forskning peger på, at overdrevet brug af de sociale medier kan skabe mere angst – blandt andet fordi vi kommer til at spejle os i de perfekte images som giver følelsen af mindreværd.

Egoet føler sig mindre værd i sammenligning med verden uden for i stedet for at hjælpe os til at glæde sig over vores eget liv. Og vores egen mulighed for lykke bliver jo ikke mindre når vi glæder , som jo ikke forringer vores egen lykkemulighed.

Under alle omstændigheder må vi være meget opmærksomme på vores vaner og for eksempel styre det i en periode ved kun at gå på de sociale medier én gang om dagen. Eller i hvert fald i mindre grad så længe du kan mærke, du påvirkes negativt af det.

Og hvis du i perioder har svært ved at rumme specifikke personers glæde og begejstring, deres smukke livs mindeværdige øjeblikke – så kan du slukke for præcist dem. Eventuelt bare i en periode.

Både Instagram og Facebook har en funktion, hvor du kan slukke (og tænde) for en andens stories og posts i en periode. På den måde holder du ikke op med at følge personen; du tager bare en lille pause til du kan rumme deres opslag igen.

Og NEJ, det er ikke deres fejl at du har det som du har det.
Men det er dit ansvar at passe på dig selv og give dig ro i sindet.
Og du behøver ikke tage nogen konflikt omkring det. Bare sluk – lidt…

Arbejdsrelateret:

Vær bevidst om den værdi, du leverer til virksomheden. Forsøg ikke at lade dig distrahere af hvad andre mennesker præsterer – undgå at fokusere på om du får ros af chefen eller ej.

Næste gang, din kollega får anerkendelse for sit arbejde, så vær opmærksom hvis det får dig til at føle dig trist. Træd i stedet et skridt tilbage og læg mærke til, at din kollegas gode præstation ikke fjerner værdien af det, du leverer. Vær i stedet opsøgende, nysgerrig og oprigtigt interesseret i, hvordan kollegaen løste den opgave, hun fik ros for. Spørg hende, bed om gode råd – læg mærke til, hvad du kan lære for selv at optimere din præstation.

Du skal altså, i stedet for at lade din frustration vokse og dit selvværd svinde ind, bruge oplevelsen som inspirationskilde. Ikke for også at få ros fra chefen men fordi du er et menneske, der ønsker at udvikle dig – og en medarbejder, der gerne vil styrke dine kompetencer.

Det er en måde at styre dit ego på – at være accepterende, ydmyg og komme i balance.

Pas på dit mentale velbefindende

Fokuser på at følge mennesker, der på en positiv måde inspirerer dig til at være din egen bedste udgave, som det udtrykkes i coachingkredse.

Du skal til at øve dig i at se andres succeser og præstationer som et glimt af, hvad der er muligt for dig. Se det som inspiration: de gør det i den grad muligt for dig at gøre det samme. Du skal ikke nødvendigvis gå efter præcist deres job eller det samme, præcis deres måde at gøre ting på, deres måde at leve deres liv på. Og der er ikke kun en vis portion bedrifter at kæmpe om: det, at de har præsteret noget, fjerner ikke din mulighed for det samme. Men det kan inspirere dig til at blive ved med at knokle på, holde motivationen – også når det hele er hårdt.

For det, de opnår – afspejlet i deres opslag på SoMe – kan du ‘ve dig i at se som beviser på, at det, du brænder for, kan lade sig gøre.

Det at sammenligne er ikke noget, du holder op med fra den ene dag til den anden. Lige som du heller ikke bare vågner op i morgen og har tabt de overflødige ti kg., fået den velfortjente forfremmelse eller drømmejobbet. Vi vil blive ved at sammenligne os med folk, vi kender og nogen vi ikke kender på Instagram – og allerværst med den forestilling, du selv har om, hvordan du burde være.

Og i perioder lykkes vi bedre med ikke at sammenligne end vi gør i andre perioder. Det er okay.

Kærlig hilsen