Om Lønborg HR

Lidt om baggrunden – og det, jeg brænder for

Human Ressource-området er min hjemmebane.

Siden 1997 har jeg beskæftiget mig med ledelse og hele HR-paletten; rekruttering, fastholdelse, udvikling, afvikling – transitioner. Særligt ledelses- og udviklingsområdet har min store interesse og jeg brænder for at samarbejde med andre om at skabe forandringer af værdi.

Jeg trives i min rolle som sparringspartner – uanset om det er for nyudnævnte HR-managers, linjeledere, funktionschefer, direktører eller medarbejdere på andre niveauer i organisationen. Og jeg ser hver gang frem til mine undervisningsopgaver samt facilitering af team- og lederudviklingsforløb, ligesom jeg glad og gerne påtager mig rekrutteringsopgaver for mine samarbejdspartnere.

Hjertet banker også for individuel rådgivning af og sparring med mennesker, der ønsker afklaring og udvikling – mennesker, som kaster masser af energi i projektet og som bare har brug for én at spille bold med.

Siden 2007 har jeg været selvstændigt erhvervsdrivende og fundet solidt fodfæste i en rolle som ekstern konsulent og sparringspartner.

Jeg har i den periode arbejdet ind i forskellige virksomheder og løst deres HR-relaterede opgaver, lige som jeg har været fast tilknyttet et større konsulenthus som freelance Job Transition Management-rådgiver i en årrække. I hele perioden har jeg også været tilknyttet en mellemstor virksomhed som fast HR-partner – eller HR-huskonsulent, om man vil.

Sparringspartner

Gennem årene har jeg fået lov at være sparringspartner for ledere i IT- & Økonomifunktioner, produktchefer inden for textilverdenen, indkøbere på fødevareområdet, marketingfolk, kommercielle direktører, koordinatorer og produktionsledere.

Derudover har jeg løst undervisningsopgaver, primært på lederkurser, for udvalgte samarbejdspartnere i konsulentbranchen. Jeg har formidlet stof på områderne Interview- og Ansættelse, Coaching & Delegering, Situationsbestemt Ledelse, Coaching og Kommunikation, Forhandlingsteknik (både på dansk og engelsk), samt diverse teambuilding-kurser.

Og så har jeg afviklet adskillige teamudviklingsforløb med DiSC Profil Analyse som omdrejningspunkt. De seneste otte år har individuel coaching, mentoring og sparring udgjort en stadigt større del af min virksomhed; et bevidst tilvalg, da det er en stor tilfredsstillelse for mig at bidrage til at flytte mennesker.

Karriereudviklingsforløb

I bagagen har jeg et karriereudviklingsforløb hos Dansk Supermarked, efteruddannelse inden for psykologi, stress-management, personaleudvikling, en ICC-coach certificering samt en certificering som Job Transition-coach. Desuden gennemført adskillige relevante kurser, som for eksempel i Medarbejderudviklings-samtaler, Rekruttering og diverse Lederkurser.

Andre certificeringer? Ja – i personprofilerne 16PF, PI, DISC, ITP, Adapt GRT (kognitiv test) og CA Problemløsning

Om Susanne

Jeg lever i en sportsglad familie og er vant til et højt aktivitetsniveau.

I mine helt unge år dyrkede jeg basketball på det, der nok i dag må betegnes som eliteniveau – det kaldte vi det vist bare ikke dengang. Og vi havde nok heller ikke så meget fokus på det hele menneske, som der er i dag. I dag ved jeg, at jeg har båret min iver for at sætte mig mål, og passionen for at nå resultater, direkte med mig ind i mit jobliv.

Generelt er jeg søgende og nysgerrig, på livet og på mennesker omkring mig. Jeg er optaget af personlig udvikling og synes aldrig, jeg bliver færdlig med at lære. Et nøgleudviklingsområde for mig er, at jeg bliver så opslugt af mit arbejde, at jeg glemmer tid og sted.

Jeg vægter integritet, handlekraft og ærlighed utroligt højt, og jeg arbejder altid dedikeret med mine opgaver. Og så er jeg praktisk orienteret. Det skal virke, det vi gør.

Fra mit eget liv kender jeg følelsen af gerne at ville alt – det udfordrende job, have plads til familien og de gode venner, sporten og alt det andet spændende, livet har at byde på. Mit fokus er på tilvalg og jeg erkender efterhånden, det indebærer fravalg.

Min filosofi er simpel: lysten til at vinde må være større end frygten for at tabe.

Gennem årene har jeg set mennesker møde mange forskellige slags udfordringer – både forretningsmæssigt i deres egenskab som virksomhedsejere, ledere og som medarbejdere. Men også i andre livsområders roller. Og på forskellige tidspunkter i livet, hvor modgang dukker op, udvikling skal sættes i gang. Det har givet mig ballast til at håndtere mange situationer – sammen med dem.