“Der er ingen jobs at søge!”

nov 17, 2020

En sætning, jeg hører igen og igen for tiden. En følelse af trøstesløshed har helt forståeligt ramt den opsagte, som både har mistet et skattet job og er ramt af den bekymring, corona-situationen generelt fører med sig.

Men hold øje med sprækken, lyset kan komme ind ad. Faktisk har Jobindex lidt flere opslåede stillinger lige nu end før pandemien vendte alt på hovedet. I skrivende stund har de på portalen 30.500 ledige jobs – det er et antal i vækst. Under nedlukningen var antallet under 20.000, så der er tale om en lovende tendens for den jobsøgende; om end jeg er klar over, der er forskel på faggrupper og brancher.

Vi må endda være OBS på, at ikke alle stillinger slås op – faktisk viser undersøgelser, at hovedparten af alle jobs besættes via det såkaldt usynlige jobmarked: med netværk som den helt store aktør.

Kære jobsøgende. Fat mod: der ER jobs at søge.

Men det kan godt være, du skal skifte strategi. Vi må alle tænke ud af kassen.
Virksomheder under pres må se på nye markeder og skifte retning, produktudvikling må tilpasses kundernes behov og forretningspotentialet skal udforskes steder, man som ejer ikke er vant til at kigge.
Opsagte må gøre det samme.

Virksomhedernes opdyrkning af nye markeder svarer til den jobsøgendes fokus på nye brancher og sporskifte.
Produktudviklingen kan sammenlignes med den jobsøgendes optimering af ansøgningen og kontakten, man tager til sin potentielt nye arbejdsgiver – svarende til virksomhedens kunder.
Og udforskning af forretningspotentialet er for dig som jobsøgende at tænke på, hvordan dine kompetencer kan komme i spil på en ny måde.

Og så må strategien være at bearbejde andre brancher med din nye vished om, at dine kompetencer kan bruges på en anderledes måde.

Der ér nemlig brancher, der har fremgang. Og andre, som blot ikke har haft nedgang. Ja, okay. Hvilke? – sidder du måske og tænker nu.
Dagligvarebranchen, internetshops, håndværkere, medicinproducenter. Og de har back-office-funktioner, de største af dem (hvis det er en administrativ stilling, der er det bedste match for dig).

Så skynd dig at få styr på dit CV. Få hjælp til den proces – eller brug i hvert fald nogle ressourcer på at få det på plads.

Tag fat i dit netværk, inviter dig selv på kaffesnakke; eller spørg om du må ringe dem op, hvis ikke det er muligt at mødes fysisk. Hold kontakten ved lige med dine relationer fra tidligere jobs, for så er det lettere at genoptage de fysiske møder når tid er.

Og se så om du kan finde din vej til at tage uopfordret kontakt og aktivere dit netværk. Gå en tur i dit nærområde, hav antennerne ude – find modet til at spørge, om de i de forskellige virksomheder kan bruge en med dine kompetencer. Hvorefter du selvfølgelig nævner de styrker, der netop passer til deres behov. Måske må du ringe eller skrive en mail så du ikke kommer i karambolage med corona-restriktionerne.

I foråret blev kravet om, at man skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet og altså være jobsøgende, midlertidigt indstillet. Men det er ikke sådan mere.
Og helt ærligt – du søger jo job for at få ny beskæftigelse. Ikke for at have ret til dagpenge. Vel?

Så. Bliv nu ved med at søge.

Konkrete råd – altså:

  1. tænk ud af kassen – tænk i andre funktioner og kig på brancher, der stadig er i medvind
  2. få hjælp til at redefinere dine kompetencer så potentielle arbejdsgivere kan se, hvad du kan bidrage med
  3. brug alternative kanaler i din søgning: lokale virksomheder, netværk – vær uopfordret opsøgende
  4. overhold corona-restriktionerne men hold højt jobsøgnings-aktivitets-niveau

Og når du kommer til jobsamtale er det, at du har været aktivt jobsøgende og ikke har givet op i din ledighedsperiode under pandemien, noget, der taler til din fordel.
Nogle opsagte tager en (helt velfortjent) pause og tænker sig godt om. Det er utroligt fornuftigt og anbefalelsesværdigt.
Men lad være med at begrunde pausen med, at der ingen jobs er at søge.

For det er der.

Kærlig hilsen